onsdag den 3. juli 2013

Super sommer hos Obskuriøst #3


Egentlig var det planen at bringe eet nyt indlæg pr. dag, men jeg er i godt humør, så I får lige en bonus - helt uden beregning. "Superheltene" som album-serien kom til at hedde, da den nærmest var forbi, er  juvelen i min samling af dansk Superman. Jeg er usikker på, præcis hvor svært opdrivelige de er anno 2013, men allerede i 1978, hvor min interesse for genren for alvor blev vakt, var det på det tidspunkt to år gamle album "Superman & Edderkoppen" umuligt at støve op i antikvariaterne. 

Ovenfor: Mine albums er ret skrøbelige (Interpresse lim!), så jeg tør ikke forsøge at affotografere indholdet. Her er dog en legendarisk billedrude fra Superman/Edderkoppen historien, taget fra 1992 genoptrykket "Superman versus Edderkoppen", et hæfte i Super-solo format. (Det er garanteret også svært at få fat i - dog næppe svært som originalen.)

Serien var som sagt ikke en rigtig serie, bare nogle albums med Superman (og Batman) som udkom mellem 1976 og 1980. Af uransagelige grunde fandt forlaget på at kalde "Supermans livshistorie" fra 1980 for "Superheltene 6", uden at give læseren et hint om de øvrige fem titler. Nr.6 blev desværre det sidste. Der kom nogle stykker til i vores skandinaviske broderlande. (Der var udkommet et par Superman albums mere på dansk, men det var tilbage i tidernes morgen, så de får ingen omtale her. Desuden, øh, har jeg dem ikke.)

Af de seks albums er i hvert tilfælde de fire suveræne og bør ejes af enhver som holder af gamle danske superhelte udgivelser. Handlingen i "Superman vs Edderkoppen" er måske lige lovlig simpel og af de to skurke stjæler Lex Luthor fuldstændig billedet fra Doctor Octopus, men tegningerne er fantastiske, med enorm dynamik. (Edderkoppens knockout af Superman var kortvarig, der var selvfølgelig snyd med i spillet.) Der kom i øvrigt et album til på dansk med de to helte, en del år senere, hvor de konfronterer Doctor Doom. Så vidt jeg husker, var det ret dårligt.

"Superman gavealbum 1978" indeholder ikke mindre end tre historier og de er alle gode. Den første, "Superman år 2002" er en af disse hvad-nu-hvis historier, som bladet ofte bragte, og som kunne være enten fjollede eller tankevækkende - eller begge dele. Denne er en virkelig perle: Superman ankommer til Jorden i raket ganske som i "virkeligheden", men et par årtier senere, i "nutiden" som på det tidspunkt var 1977. Den lille superpurk bliver opfostret på en militærbase og som voksen flytter han til en meget futuristisk udseende Metropolis. (2002 er siden kommet og gået, og jeg synes ikke rigtig, året levede op til forventningerne, men sådan er det med fantastisk litteratur.)  Han har egentlig droppet at være helt, men truslen fra en firearmet robot med det pragtfulde navn Moka, og dens bagmænd, får ham til at trække i den blå-røde dragt igen. Historie nr.2, "Uvejr over Metropolis", er en spøjs lille sag om to androider, Lynild og Torden, som viser sig at være den samme. Superman har en del besvær med at tryne dem. Endelig fortæller "Clark Kents genfærd" om en videnskabsmand fra 1700-tallet som pga. et fejlslagent eksperiment er blevet udødelig og som det er sædvane i den slags historier er han ikke tilfreds med sin skæbne.


Ovenfor: Ligesom mine øvrige superalbums er "Superman mod Muhammad Ali" ret faldefærdigt, så I må nøjes med denne helsides annonce i Superman nr.9/1978.

"Superman mod Muhammad Ali" er en frygtelig gang kitsch, men både underholdende og flot tegnet. Den er også et sjovt tidsbillede. Ali var jo som bekendt superstjernen over alle superstjerne i bokseringen. Albummets for og bagside har et mylder af kendte personer blandt tilskuerne, fiktive såvel som ægte. Politikere, popstjerner, skuespillere - den slags. I Danmark såvel som i en række andre lande fik lokalredaktionen lov at indsætte hjemlige ansigter på bagsiden, heriblandt Mogens Glistrup. Jeg har ladet mig fortælle, at en genudgivelse med nye kendisser skulle være under planlægning, det er synd, men velsagtens uundgåeligt.  

Ovenfor: Mogens Glistrup, Anker Jørgensen og, øh, nogle andre kendte blandt tilskuerne til boksekampen mellem de to titaner. Bagsiden af den originale danske album udgave.

Af de tre følgende albums er kun "Batman mod Ra's Al Ghul" rigtig værd at få fat i, men den er til gengæld også kanon. Det er de bedste kapitler fra en lang Dennis O'Neil og Neal Adams saga om den gådefulde skurk (nogen vil sige anti-helt) Ra's Al Ghul. Han dukkede også op i det ordinære Superman med Batman blad, men dette er absolut cremen. Som bonus for Robin fans optræder han som sidekick i albummets første halvdel. Historierne dannede i øvrigt grundlag for en håndfuld episoder i tegnefilmserien BATMAN THE ANIMATED SERIES, en serie, jeg klart kan anbefale!

"Superman årsalbum 1980" er een lang historie: "Supermans genkomst", det vil sige, den har jo nok kørt over adskillige blade oprindelig... den er ikke særlig god og stregen er ret grov i det. Lex Luthor og Braniac dukker op til allersidst og liver lidt op på begivenhederne, men hvorfor historien fik æren af en album udgivelse forstår jeg sgu ikke.

"Supermans livshistorie" er - ja, en genfortælling af Supermans livshistorie - med en tynd rammefortælling om Lex Luthor og en Superman-klon. (Klonen dukkede senere op i det ordinære blad, i en langt bedre historie, men den må I høre om en anden gang.) Albummet er i øvrigt, som det eneste, i sort/hvid.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar