fredag den 31. maj 2013

Kultkassettekøb

Ankom i posten i dag: To spritnye kassettebånd! Med spritnye mener jeg, at de var friske og uspillede, Agent Steel båndet kom endda i cellofan indpakning. At de så blev fabrikeret og udgivet i henholdsvis 1986 og 1987, er en anden historie.

Totalt kølige sager.

mandag den 27. maj 2013

Navneforvirring

Dengang, jeg som ung begyndte at interessere mig for rockmusik, vidste jeg ikke ret meget om genrer og band diskografier. Nogen gange, når jeg stod og bladrede i pladebutikkens kasser, kunne jeg blive smækforvirret. F.eks. ELO vidste jeg hvem var: Electric Light Orchestra. Men hvem eller hvad var ELOY? Et kopi-band, en klam fidus? De to logoer lignede endda overfladisk hinanden. (Jeg fandt senere ud af, at Eloy var et udmærket tysk progrock band. Meget senere.) Og jeg glemmer aldrig skuffelsen, da jeg skimmede en artikeloverskrift i  et ugeblad (tror jeg, det var) om ELO. Som viste sig at handle om en dansk musiker ved navn Elo. Michael Elo. Ham var jeg da ligeglad med. Senere, da jeg fik smag for den hårde rock, opdagede jeg, at der fandtes et dansk band med samme navn som mine engelske helte Rainbow. De hed så godt nok Rainbow Band. Og havde desværre intet med heavy rock at gøre. Sådan er der så meget.

fredag den 10. maj 2013

Grisemonster nostalgi

Jeg har en nostalgisk svaghed for heavy metal opsamlinger fra 1980erne. Speed Kills, From The Megavault, Metal Massacre og så videre. Nogle inkluderede "sjældne" numre (som ganske vist siden dukkede op på cd genudgivelser). Andre var "bare" håndplukkede godbidder fra aktuelle band albums. (Der var også en fidus kategori for gammelt skrammel og 4.division bands, som skruppelløse selskaber udgav for at være med på vognen.) Det er lykkes mig at samle en titler på kassettebånd. Desværre er der nogle, som KUN er udgivet på vinyl. Her må jeg nøjes med at se beundrende på billeder af pladeomslagene og sukke længselsfuldt. Billedet i dette indlæg er fundet på nettet. Opsamlingen med det seje grisemonster (ork?) på forsiden hedder Hell Comes To Your House og byder på total solide sager som Metallica, Anthrax, Manowar, Loudness og Exciter. Jeg så LPen stå rundt omkring i musikforretningerne i Kalundborg dengang og mener, at en kammerat ejede et eksemplar. Endnu en gang er jeg glad for at have oplevet de gyldne heavyår fra start til slut, i min ungdom.

mandag den 6. maj 2013

Man kan stadig få bånd

Dette er på ingen måde et reklameindslag, jeg har ingen forbindelse til netbutikken overhovedet... betragt det som forbrugeroplysning. Jeg har netop fundet et sted på nettet, som sælger kommercielle kassettebånd (dvs. fabrikeret af det respektive bands pladeselskab). Det var et rent tilfælde, at jeg faldt over det. Google søgninger har meget på samvittigheden... Anyways, det drejer sig om Oldies.com, der nok er mest kendt for billige "public domain" film af mystisk oprindelse. Well, de, har også en lille afdeling med kassettebånd. Som endda inkluderer en underafdeling med heavy metal (klik for katalog). Jeg har ingen anelse om hvorvidt det drejer sig om vintage bånd fra 80erne og start 90erne, eller de er senere optryk. Og om de er originale. Det sidste tror jeg dog nok, de er. Hovedparten af de repræsenterede bands befinder sig i 3. til 4.division. Ok hæderlige sager, men ikke noget som vil sætte verden i brand. Oldies har sikkert opkøbt nogle gamle varelagre.

Priserne er absurd billige og hvis man ejer en kassetteafspiller og evt. kan tilslutte den til sin computer, kan man med lidt snilde lave sine egne cd-r kopier af musikken. Jeg nøjedes med at købe to bånd; dels for at holde den samlede pris under 80 kr. af hensyn til tolden, dels fordi jeg er temmelig broke for tiden. Titlerne var: Agent Steel: "Unstoppable Force" (bekostelig at anskaffe på ikke-remastered cd) og Deaf Dealer: "Keeper of the Flame" (meget obskur udgivelse). Andre titler, jeg noterede mig:

Annihilator: Never, Neverland (rigtig godt album, er dog på ingen måde sjældent på cd)
Celtic Frost: Cold Lake (deres berygtede glam-album, stor kitch værdi, svær at skaffe på cd)
Cities: Annihilation Absolute
Helstar: A Distant Thunder
Testament: Return to Apocalyptic City (god titel, meget nem at skaffe på cd)

Der er også fusere i mellem. Dio albummet er et af hans svagere... ditto Sabbat... Atrophy spiller ekstremt kedelig teknisk thrash... og Lee Aaron var en mega babe, men hendes musik godt nok ikke særlig spændende!

lørdag den 4. maj 2013

Piece of Mind - kassettebåndet

Billedet er et foto af kassetteomslaget fra Iron Maiden: Piece of Mind. En af de første heavy metal titler, jeg købte, i efteråret 1984 (næsten 29 år siden!!) Båndet lå i en tilbudskasse udenfor Experten på Kordilgade, Kalundborg. Dette er ganske vist ikke den originale kassette fra dengang, men et nyligt genkøb. Klik på billedet for større format. Flot, ikke? Jeg synes, det er imponerende, hvordan pladeselskabet har forsøgt at reproducere omslaget fra vinyludgaven. (Bagsiden indeholder sangtekster og diverse copyright oplysninger.)

Min hard rock og heavy samling i de gyldne år 1984 til 1988 bestod mest af LPer og mix-bånd; sidstnævnte kategori takket være kammerater. Men jeg havde en lille beholdning af originale, kommercielle kassettebånd. De var:

AC/DC: Powerage
AC/DC: For Those About To Rock
Iron Maiden: The Number Of The Beast
Iron Maiden: Piece Of Mind
Judas Priest: Killing Machine
Rainbow: Rising
Rainbow: Difficult To Cure
Rainbow: Straight Between The Eyes

onsdag den 1. maj 2013

Det bliver ikke nemmere

Billede: Min seneste erhvervelse til samlingen af vintage heavy metal kassettebånd, kom med posten for et par uger siden. Hallow's Eve drev det aldrig særlig vidt, men dette, deres debut album, havde et rimelig godt ry i de hårde heavykredse dengang og numre fra "Tales of Terror" optræder på diverse opsamlingsalbums. Blandt andet det legendariske "Speed Kills - The Very Best in Speed Metal".

Jeg venter en titel mere som jeg fandt på engelske amazons markedsplads forleden: den engelske kassettebånd udgave af Iron Maiden "Piece of Mind". Kassetten inkluderer et foldeud-omslag, der tappert forsøger at matche LP udgavens lækre artwork. Den er - undtagelsevis - udelukkende købt for nostalgiens skyld; det var et af mine første heavybånd. Jeg har albummet på cd - en ikke-remastered udgave, naturligvis. Når jeg købte båndet, da lejligheden bød sig, var det fordi det på det seneste er gået op for mig, at der bliver stadig længere mellem disse fund, som i stadig højere grad er baseret på held. Engelske amazon har netop forenklet deres søgekategorier for musik, så at lp, cd og kassette er slået sammen. Priserne på bånd, på amerikansk ebay, skyder stadig i vejret, ikke mindst portoen (ofte til det absurde). Af uransagelige grunde er der næsten ingen sælgere på tysk ebay som lister kassettebånd længere. Og jeg har desværre været uheldig med en del fund, de sidste par måneder, hvor båndet var for slidt til at kunne afspilles tilfredsstillende. Måske lakker det simpelthen mod enden med denne samlerdille. Vi får at se.